top of page
pigmenter.png

Titanhvid.

titanhvid.png

Råmaterialet, der bruges til at fremstille titanhvidt, er et mineral som kaldes ilmenit. Ilmenit indeholder grundstoffet titan. Når titan oxideres dannes titandioxid, også kaldet titanhvidt. På samme måde som zinkoxid dannes, når zink oxideres med ilt.

Titanhvidt har en meget hvid farvetone og dækker bedre end andre hvide pigmenter. Med kun to lag oliefarve-maling med titanhvidt opnås samme dækkevne som tre lag med zinkhvidt.

I modsætning til maling med zinkhvidt og blyhvidt, som kan revne over tid, revner titanhvidt-maling normalt ikke. Til gengæld kan den afsmitte lidt med tiden. Selvom resultatet bliver en renere overflade, bør titanhvidt ikke bruges, hvor afsmitning ikke kan accepteres, f.eks. på havebænke.

Til rivning af titanhvidt anvendes 18-20% olie. Det er ikke giftigt og kan bruges i alle maleteknikker.

I moderne tid fremstilles titanhvidt pigmenter ved at ilte og pulverisere råtitan fra titanmalm. Dette sker via to forskellige processer:

  1. Sulfatprocessen:
    Her oxideres titanmalm ved høje temperaturer med svovlsyre, hvilket danner titaniumdioxid. Dette kværnes til et fint, hvidt pulver af rutile-type titanhvidt. Rutile-titanhvidt har stor dækkraft og lysstyrke.

  2. Chloridprocessen:
    Her reagerer råtitan med klor, så der dannes titaniumtetrachlorid, som så oxideres. Resultatet bliver en anatase-type titanhvidt. Anatase-titanhvidt absorberer lettere andre pigmenter og bruges derfor i farvede malingstyper.

I dag ved man, at rutile-titanhvidt har bedre dækkraft og lysstyrke end ældre titanhvidt-typer. Moderne produktion giver også renere og mere ensartede partikler.

Titanhvidt regnes for at være kemisk meget stabilt og nedbrydes ikke af sollys eller de fleste kemikalier. Det er derfor velegnet til udendørs maling og i krævende industrielle coatings.

Miljømæssigt efterlader produktionen af titanhvidt et stort CO2-aftryk.

Genanvendelse af overskydende titanhvidt fra malerarbejde kan derfor være en fordel.

 

bottom of page